Hjem » Bestyrelsen » Bestyrelsen – Formand
Formand
Mit navn er Benedikte, og jeg bor i Visborg i Nordjylland. Jeg er oprindeligt uddannet multimediedesigner og digital konceptudvikler, men har i mange år arbejdet med kommunikation, formidling og rådgivning – både professionelt og personligt. Jeg er særligt optaget af, hvordan vi taler om mennesker, kroppe og sundhed – og især hvordan vi gør det mere menneskeligt, nuanceret og respektfuldt.
Min relation til overvægt er både personlig og professionel. Jeg har levet hele mit liv i en stor krop (og gør det stadig) og kender derfor alt til den stigmatisering, fordomme og de praktiske barrierer, der følger med. Det har vækket et dybt engagement i at skabe mere oplysning, rummelighed og ligestilling – både i sundhedsvæsenet, i hverdagslivet og i den offentlige samtale.
Hvorfor er jeg med i Adipositasforeningen?
Jeg er medlem af bestyrelsen i Adipositasforeningen, fordi jeg ønsker at være med til at skabe reel forandring for mennesker, der lever med overvægt. Jeg ved, hvor meget det betyder at blive mødt med forståelse frem for fordømmelse – og hvor sjældent det desværre sker.
Mit engagement i foreningen udspringer både af egne erfaringer og en stærk tro på, at viden, fællesskab og synlighed kan rykke noget. Jeg vil gerne være med til at nedbryde vægtstigma, nuancere debatten og kæmpe for, at vi også får plads i samfundet – både fysisk, politisk og menneskeligt.
I bestyrelsesarbejdet brænder jeg særligt for kommunikation, synlighed og at give plads til flere stemmer og fortællinger. Jeg vil arbejde for, at foreningen bliver en tydelig, varm og troværdig stemme i offentligheden – og et sted, hvor medlemmer føler sig set og hørt.
3 fun-facts om mig
- Jeg har en svaghed for notesbøger i alle afskygninger, men de fleste er stadig blanke
- Min bedste ven er en Golden Retriever ved navn Persille
- Jeg startede en Instagram for hyggens skyld, men nu følger mere end 7.000 mennesker med