Christinas historie - del 1
Skribent: Christina Jensen
Jeg hedder Christina og er 42 år gammel og her er min historie om at leve med overvægt.
Jeg har ikke altid været overvægtig. Som barn og yngre kunne jeg spise lige det jeg lystede uden problemer og uden at tage på af det.
Da jeg blev omkring 17-18 år ændrede det sig. Jeg fik udskrevet p-piller af min læge. Han var vores familielæge og var en ældre mand. Han var ikke den mest informative type og jeg anede ærligt ikke at det var en ting at man kunne opleve en stigende appetit når man kom på p-piller. Så med en kombination af uvidenhed omkring det og min livsstil på daværende tidspunkt som ung foran computeren i en lejlighed i byen resulterede i en vægt, der steg og steg.
Jeg kom ret hurtigt efter til at bo sammen med min kæreste i hans lejlighed. Han elskede computerspil og vi brugte begge meget tid foran computeren og meget lidt tid på at være aktive. Han var meget slank og havde ingen problem med at holde vægten i modsætning til mig. Da jeg fornemmede at min vægt gik op forsøgte jeg mig på et tidspunkt med at tilmelde mig det daværende ”Vægtvogterne”. Det holdt dog kort fordi jeg dels stod alene med det, og dels fordi det var et meget hårdt vægttabsprogram med vejning hos dem, striks kostplan mv.
Jeg har ingen ide om hvor meget jeg tog på i den 3-årige periode, vi boede sammen, men jeg husker den dag han fortalte mig at han ikke længere tændte på mig rent seksuelt fordi jeg var blevet for stor. Det var noget af en knytnæve at få smidt i hovedet og den gjorde usigelig ondt på den unge mig som i forvejen ikke havde haft en let tid i folkeskolen som bød på massiv mobning mv.
Kæresten og jeg endte med at gå fra hinanden, og sidenhen blev vægten bare højere. Jeg havde ikke det mentale overskud til at reagere og gøre noget. Jeg kunne ikke undgå at mærke at tøjet blev for småt og at jeg blev større. Men det var på det tidspunkt vokset sig til et så stort problem at jeg ikke anede hvor jeg skulle begynde og hvordan. Økonomien gjorde også, at maden blev let og hurtig som f.eks. Knorr-retter og de gængse med pasta og kødsovs uden grøntsager. Jeg boede i en lille lejlighed i byen og der var ikke meget motivation i at gå ud og gå i byen, så det blev der ikke meget af.
Den periode på ca. 11 år i den lejlighed i byen var der jeg toppede min vægt, og det var også den periode jeg husker som den hvor jeg havde det dårligst psykisk og kæmpede med mig selv.
Jeg led af ensomhed i stor stil, mangel på intimitet med det modsatte køn, jagtede kærligheden via online dating, blev såret, nedbrudt for ingen ville have mig og holde af mig tænkte jeg. I takt med følelserne rasede inden i, og mit selvværd raslede om muligt mere ned, så kom kiloene på. Jeg fandt trøst i mad og spiste på følelserne. At jeg spiste på følelserne var ikke noget jeg var bevidst om, det skete bare. Det har taget mig mange år at finde ud af, at det er en ting – en coping-mekanisme.
