Anden del af min historie starter i 2017, hvor jeg skulle til at tage kørekort til bil sammen med min lillesøster. Det viste sig, at min søster som var/er større end jeg i omfang ikke kunne tage kørekort grundet størrelsen og det at dreje rattet hurtigt nok/sikkert nok.
Det blev startskuddet for et nyt vægttab, for jeg vidste jo hvordan det var at stå alene med det, så selvfølgelig bakkede jeg op og vi gjorde det sammen. Jeg vejede her omkring 145 kg.
Jeg startede med fedfattig kost og masser af motion, for det var jo det alle mener man bør gøre. Ja det gik også fint til en start.
Lige indtil kroppen sagde fra overfor den store mængde motion den pludselig skulle dyrke. Og det endda til trods for det ”kun” var gåture i naturen. Men det var nok, fødderne og knæerne sagde fra gjorde ulidelig ondt hele tiden.
Så fulgte en tid hvor det stod i stampe, og der kom en flytning. Efter flytningen forsøgte jeg igen, og denne gang blev det low carb /keto princippet. Mest lowcarb da keto trods alt for mig var lige ”skrapt” nok. Det betød at jeg ikke behøvede være så hård ved min krop motionsmæssigt og det meste af vægttabet kunne klares via kosten. Det virkede for mig, for jeg formåede at tabe omkring 20 kg. Jeg havde stadig nogle begrænsninger i forhold til bevægelse med hvor meget mine fødder og knæ kunne holde til og jeg havde stadig meget mentalt der fyldte og ikke gjorde det let.
I 2021 var jeg til et foredrag med Nadja fra Nadja og de 170 kg. Og her stødte jeg for første gang på det med at spise på følelserne og dulme de svære følelser med mad. Og der slog det ned i mig: – det er sgu da det du gør, Christina.
Det foredrag var noget af en øjenåbner for mig, selvom min historie på ingen måde ligner Nadjas. Selvom vores historier er vidt forskellige så er der alligevel mange lighedspunkter. Jeg har det ”traume” med i bagagen at jeg gennem min folkeskoletid blev massiv mobbet, nedbrudt og ”lærte” at jeg ikke var noget værd, jeg var ikke god nok, jeg var nul og niks. Selvom det traume ikke var synligt da jeg begyndte at tage på, så kom det til overfladen da min daværende kæreste gav mig beskeden om, at han ikke længere tændte på mig rent seksuelt. Jeg vil uden at være psykolog sige det var det der udløste lavinen efterfølgende og som gjorde vægten steg og steg de efterfølgende år.
Efter foredraget brugte jeg meget tid på at google det med at spise på følelserne som en copingmekanisme, og jeg brugte meget tid på at granske mine egne spisemønstre og lære dem at kende. Det har været en lang rejse i at lære mine spisemønstre at kende, at kunne genkende hvornår jeg er tilbøjelig til at ty til mad for at klare følelserne.
