“Folkesundhed er ikke et luksusgode, vi kan tage os af, når alt andet er klaret.”
Så klart blev det sagt på Den Nationale Folkesundhedskonference 2025 i Nyborg. For i en tid, hvor verden står i flammer, kan det virke småt at beskæftige sig med kost, fysisk aktivitet, rygning, søvn og hvad der ellers hører til sundhed. Men det er netop det, vi ikke må lade være med, for folkesundheden er truet.
Det helt primære perspektiv for konferencen var selvfølgelig den kommende Folkesundhedslov. Det fælles ønske er “health in all policies”. At sundhed tænkes ind overalt. At vi får skabt en rammelovgivning med fleksibel, lokal implementering. Vi skal væk fra individansvar og hen mod strukturel forebyggelse, der virker. Kommuner skal have fleksibilitet og ansvar, men der skal også være flere skal-opgaver end kan-opgaver, når det kommer til håndteringen af sundhedsområdet.
Der er mange ønsker til den kommende Folkesundhedslov, men der skal investeres og forpligtes. Vi skal meget mere frem i skoene om sundhedsfremme og forebyggelse – og ikke mindst have reduceret den massive ulighed, der er på sundhedsområdet. Samtidig skal vi have meget mere digitalisering, viden og data ind i arbejdet, så vi kan tage afsæt i evidensbaserede anbefalinger og praksisser.
Som Louise Vestring, chef for sundhed og forebyggelse i Haderslev Kommune sagde: “Hvis folkesundhed er vores alles ansvar, er vi også nødt til at komme ud og medtage civilsamfundet.” – og vi kunne ikke være mere enige. Vi må ikke glemme borgerne, som alt det med Folkesundhedsloven handler om.
Så hvad er vejen frem? Der var på konferencen stor enighed om, at vi skal have nogle overordnede nationale rammemål om eksempelvis øget middellevetid, lighed i sundhed mv. Herunder skal der være nationale indikatormål som eksempelvis forbrug af tobak/nikotin, alkohol, fysisk aktivitet mv. Herunder lokale mål hos komunerne, som skal tage afsæt i lokale data, vilkår og behov. Kommunerne skal således have frihed til at kunne vurdere på baggrund af data, hvad deres specifikke behov under de nationale rammemål er.
Dato:
Tidspunkt: –
Adipositasforeningen står til rådighed for pressen med sundhedspolitiske udtalelser, holdninger, oplysninger, interviews m.v. Kontakt via foreningens mail eller på telefon