Flyrejse som plus size

At skulle flyve kan give ekstra sommerfugle i maven, når man er plus size – men med lidt viden kan du gøre din flyrejse både mere komfortabel og mindre stressende.

Vidste du, at alle fly har seleforlængere ombord? Du skal blot bede om én – gerne allerede ved boarding – så sørger kabinepersonalet for at have den klar til dig. Og husk: af sikkerhedsmæssige årsager skal du altid bruge flyselskabets egne forlængere, ikke en du selv medbringer.

Det er også vigtigt at vide, at man ikke må sidde på nødudgangsrækker, hvis man har brug for en seleforlænger eller ikke kan have armlænene nede – og det er heller ikke muligt at købe et ekstra sæde på disse rækker.

I denne guide får du et overblik over pladsforhold, regler for ekstra sæde og praktiske tips hos de mest populære flyselskaber. Så kan du planlægge din flyrejse i ro og mag – og fokusere på at glæde dig til turen frem for at bekymre dig om pladsen.

SAS

  • Sædestørrelser: Ikke oplyst på hjemmeside, men kan oplyses via kundeservice.
  • Ekstra sæde: Hvis du vil bestille en billet med 2 sæder, skal du foretage bestillingen via Kundeservice telefonisk. Du skal ikke selv booke din billet på forhånd, da kundeservice skal booke den og de to sæder samtidig.
  • Bemærk: Skal checkes ind i lufthavnen ved ekstra sæde.

KLM

  • Sædebredde (Economy): 43-46 cm (afhængigt af flytype).
  • Sædebredde (Premium Comfort Class): 48-50 cm.
  • Sædebredde (Business): 43 (med en tom plads ved siden af dig)-53 cm (afhængigt af flytype).
  • Sikkerhedssele: 107-155 cm (Economy) og 124-148 cm. (Business Class) + mulighed for forlænger på 63 cm.
  • Ekstra sæde: Kan købes til ca. 75 % af billetprisen via kundeservice.

Norwegian

  • Ekstra sæde: Skal bookes samtidigt med billet via kundecenter. Anbefales at gøres 48 timer før afgang. Billetpris ved booking er gældende.

Ryanair

  • Bredde på midtergang (minimumsbredde): 73,66 cm.
  • Sædebredde (minimumsbredde): 39,37 cm.
  • Flydøre (minimumsstørrelse): 76,2 cm x 165,1 cm.
  • Ekstra sæde: Køb to billetter – den ekstra i navnet “EXTRA COMFORT SEAT”.

easyJet

  • Bredde på midtergang (minimumsbredde): 71 cm.
  • Sædebredde (minimumsbredde): 40,5 cm.
  • Ekstra sæde: Kan reserveres via kundeservice.

Finnair

  • Ekstra sæde: Kan reserveres (billet uden skatter + brændstoftillæg). Bestilles via chat/telefon.

Lufthansa

  • Ekstra sæde: Kan bookes på forhånd via Servicecenter eller købes fra 59 EUR ved check-in (afhængig af tilgængelighed).

TUIfly Nordic

  • Ingen officielle oplysninger om køb af ekstra sæde – rapporteret som udfordrende for plus size-passagerer.